Vil du være med til at forme fremtiden for anvendelsen droner i Forsvaret?
Som stabschef ved Forsvarets Dronecenter får du ansvar for planlægning og gennemførelse af centerets opgaver i overensstemmelse med chefens direktiver og prioriteringer. Du bliver en central rådgiver og nøgleperson i den daglige ledelse, og du vil få ansvaret for udvikling og drift af dronecenterets stab, der varetager opgaver som en niveau III myndighed.
Hvis du motiveres af nytænkning og har evnen, motivationen og lysten til at blive en del af Forsvarets dronefremtid, så skal du søge stillingen som stabschef for Forsvarets Dronecenter.
Om os
Droner er en af de helt store teknologiske landvindinger, der har haft afgørende betydning i de seneste konflikter i blandet andet Ukraine og Israel. Droner har potentiale til gennemgribende at ændre krigsførelse i alle domæner. Implementeringen af droneteknologi er derfor afgørende for succes på kamppladsen. Forsvarets Dronecenter er en ny værnsfælles enhed, der blandt andet har til formål at drive erfaringsindhentning, udvikling og uddannelse og herved bringe droneteknologien ind i alle domæner af Forsvaret.
Forsvarets Dronecenter er en nyoprettede værnsfælles enhed. Centeret indeholder en uddannelsesafdeling, en udviklingsafdeling samt en central stab, som tilsammen håndterer erfaringsindhentning, studie- og udvikling samt uddannelse i alle domæner på droneområdet. Dette skal sikre en central styret udvikling på tværs af Forsvaret. Ligeledes skal centeret sikre en styrket dialog med industrien, civile uddannelsesinstitutioner og internationale partnere. Derudover vil centeret opstille egne værnepligtige, der uddannes til at kunne operere en række forskellige dronesystemer.
Den operative anvendelse og udvikling af ubemandede systemer har tæt sammenhæng med anvendelse og udvikling af en lang række andre teknologier, som eksempelvis elektronisk krigsførelse, autonom navigation, kommunikation, anti-dronesystemer samt anvendelsen af kunstig intelligens, og nyttiggørelse vil derfor indgå som en del af dronecentrets opgaver.
Dronecenteret er geografisk placeret omkring Odense.
Dette stillingsopslag er et af mange, så hvis du er nysgerrig på hvilke andre muligheder der er, er du velkommen til at ringe.
Om stillingen
Som stabschef er du ansvarlig for den daglige koordination med Forsvarets Dronecenters sektionschefer, herunder planlægning, tilrettelæggelse, gennemførelse og opfølgning på interne stabsmøder.
Du har det overordnede ansvar for den samlede planlægning, koordinering og kontrol af Forsvarets Dronecenters daglige drift i overensstemmelse med chefen for Forsvarets Dronecenters direktiver og prioriteringer.
Dine primære opgaver bliver:
- Overordnet ansvarlig for udvikling og daglig drift af staben
- Ansvar for udvikling af direkte underlagt personel, herunder udviklingssamtaler- og kontrakter samt bedømmelser mv.
Stabens primære opgaver omfatter:
- Varetagelse af den daglige administration (løn og ydelser, rejser og personelforvaltning)
- Håndtering af ind- og udgående post
- Håndtering af sagsbehandling og stabsarbejder – herunder brug af WorkZone
- Udarbejdelse af årsplan og budget og løbende økonomisk opfølgning
- Udvikling og formidling af ledelsesinformation til chefen for Forsvarets Dronecenter
- Fordeling af tilgængelige ressourcer (materiel, faciliteter og økonomi)
- Udarbejdelse og ajourføring af Forsvarets Dronecenters styringsgrundlag og direktiver
- Håndtering af ceremoniel og traditioner, herunder kontakt til soldaterforeninger mv. i dialog med Myndighedsbefalingsmanden
- Afholdelse af stabsmøder med henblik på koordination og fælles forståelse
Forsvarets Dronecenter er under opbygning, hvilket betyder, at du får muligheder for at udvikle og opbygge din egen stilling og staben i koordination med centerets ledelse. Det bliver en spændende hverdag med nye udfordringer. Det betyder også, at du være skal omstillingsparat og indstillet på, at jobindholdet ikke er endeligt fastlagt, og en god portion pionerånd er påkrævet.
Vi vægter work life balance højt, og kan tilbyde en aktraktiv løsning med mulighed for periodevis hjemmearbejde.
Om dig
Du er major og har solid erfaring med stabsarbejde, planlægning og ledelse fra myndigheds-, brigadestabs- eller bataljonsniveau. Du har blik for både daglig drift og overordnet styring og trives med at skabe struktur, fremdrift og tværgående samarbejde.
For at trives i stillingen og opnå resultater er det essentielt, at du brænder for ledelse og udvikling af medarbejdere, og at du er udadvendt og god til at netværke. Du skal være interesseret i at arbejde med udvikling, og du skal evne at se sammenhænge på tværs af værn, opgaver og teknologi. Du skal have en opsøgende og systematisk tilgang til opgaver og holde fokus på prioritering, selvom der kan være mange bolde i luften. Det er vigtigt, at du evner at uddelegere og vidensdele.
Vi lægger vægt på, at du:
- Har en åben og helhedsorienteret tilgang til ledelse af mennesker
- Har erfaring med økonomi- og ressourcestyring i Forsvaret
- Kan udarbejde styringsdokumenter og koordinere administrative processer
- Evner at formidle klart og rådgive ledelsen på et kvalificeret grundlag
- Har forståelse for uddannelsesmæssige samt operative opgaver
Ansættelsesvilkår
Stillingen besættes efter protokollat til overenskomst for akademikere i staten om officerer under Forsvarsministeriet.
Stillingen er indplaceret i løngruppe 5, som omfatter majorer og orlogskaptajner. Er du allerede ansat i Forsvarsministeriets Koncern, vil du fortsat være ansat i henhold til gældende aftaler mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse og Hovedorganisationen af Officerer i Danmark om løn og ansættelsesvilkår for tjenestemandsansatte eller overenskomstansatte officerer i Forsvaret.
Som ansat i Forsvarsministeriets koncern er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.
Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.
Ansættelsen er betinget af, at du kan bestå Forsvarets fysiske basiskrav og ved helbreds- og tandlægevurderinger erklæres for fuldt egnet til udsendelse i internationale operationer.
Faste tjenestested vil være Odense.
Kontakt og ansøgning
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte chefen for Forsvarets Dronecenter oberst Jens Peter Blomqvist på [email protected] eller på telefon 2380 6684.
Hvis du har spørgsmål til løn eller ansættelsesvilkår, kan du kontakte HR-konsulent Helle Elgaard Peterslund ved Personelkommandoen på telefon 728 19104.
Ansøgningsfristen er den 7. september 2025. Samtaler forventes afholdt herefter.
Den endelige ansættelsesdato vil blive koordineret med din nuværende chef.
Du må gerne vedlægge de FOKUS bedømmelser, du finder relevante for stillingen.
Såfremt du er udpeget til INTOPS, skal du gøre opmærksom på dette i din ansøgning.
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed styrker opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.
Forsvarets Dronecenter
Forsvarets Dronecenter har tæt samarbejde med Odense Kommune vedrørende tilflytterservice. Med udgangspunkt i dit/jeres behov og ønsker, tilpasser vi støtten i forhold til partnerjob, skole og bolig m.v., såfremt du vælger at flytte til Odense.