Vi søger to strukturerede deltidsmedarbejdere – gerne studerende – til at hjælpe med forskningsopgaver inden for beton og betonkonstruktioner.
Jobbet
Dine arbejdsopgaver vil bl.a. bestå af:
- Produktion (støbning) af testemner
- Forberedelse af testemner til eksperimentel testning
- Udførsel af strukturelle test til bestemmelse af materialeegenskaber såvel som validering af bæreevne på strukturelt niveau.
- Anvendelse af avancerede måleteknikker til at bestemme strukturel opførsel og lokale fænomener med henblik på at udtrække information om lokale bærende mekanismer i konstruktionen.
- Diverse ad hoc-opgaver i forbindelse med afviklingen af aktiviteter i forskellige forskningsprojekter.
Vores forventninger til dig
Vi forventer, at du har interesse og flair for at designe og udføre eksperimentelle undersøgelser. Vi ser gerne at du har en bachelor fx i byggeteknologi og at du har nogle semestre tilbage af din studietid.
Du har erfaring med eksperimentelle undersøgelser indenfor udførsel af eksperimentelle undersøgelser af betonkonstruktioner og formår at arbejde selvstændigt med dine opgaver, som med enkeltstående opgaver og med opgaver som løses i en mindre gruppe. Du er fleksibel, pligtopfyldende og har sans for detaljen.
Hvad tilbyder vi dig
På DTU bliver du en del af en af Europas førende forsknings- og uddannelsesinstitutioner. Du kommer ind i en organisation, der har til formål at udvikle viden på internationalt niveau. Du kan se frem til at få en udfordrende og udviklende arbejdsplads med høj faglighed. Vi sørger selvfølgelig for, at du samtidig får den nødvendige sparring og kompetenceudvikling.
Løn og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til OAO-S-fællesoverenskomsten og organisationsaftale for kontorfunktionærer m.fl. §35 (HK/Stat).
Arbejdstiden er gennemsnitligt 8 timer om ugen og kan tilrettelægges fleksibelt ift. ferier, eksaminer mv. Stillingen ønskes besat pr. 1. oktober 2025. Ansættelsen løber, så længe du er aktiv studerende.
Arbejdssted er DTU Lyngby Campus.
Ansøgning og kontakt
Vi skal modtage din online ansøgning senest den 10. september 2025. Åbn linket "Ansøg nu", hvor du udfylder ansøgningsformularen samt vedhæfter din motiverede ansøgning, CV og dokumentation for studieaktivitet. I ansøgningen vil vi gerne høre lidt om dig, dine kompetencer og hvorfor du søger stillingen.
Ønsker du flere oplysninger om stillingen, er du velkommen til at kontakte laboratorieleder, Jesper Harrild Sørensen, +45 45251841. Læs mere om DTU Construct på www.construct.dtu.dk.
Ansøgninger modtaget efter ansøgningsfristens udløb tages ikke i betragtning.
Alle interesserede uanset alder, køn, handicap, race, religion eller etnisk tilhørsforhold, opfordres til at søge stillingen. Da DTU arbejder med forskning i kritisk teknologi, hvormed der gælder særlige regler for blandt andet sikkerhed og eksportkontrol, kan der blive foretage open source-baggrundstjek af kvalificerede kandidater til stillingen.
DTU, Institut for Byggeri og Mekanisk Teknologi forsker i og udvikler teknisk videnskab til gavn for samfundet og den bæredygtige udvikling. Vi praktiserer forskning, undervisning, innovation og videnskabelig rådgivning af højeste kvalitet inden for bygnings design og processer, bygningskonstruktion og sikkerhed, bygnings energi og installationer, faststofmekanik, fluid mekanik, materiale- og overfladeteknologi, proces- og produktionsteknologi, konstruktion og produktudvikling og termiske energi systemer.
Teknologi for mennesker
DTU udvikler teknologi for mennesker. Med vores forskning og uddannelser i international topklasse er vi med til at skabe en bedre verden, og vi bidrager til løsningen af de globale udfordringer formuleret i FN’s 17 verdensmål for en bæredygtig udvikling. H.C. Ørsted grundlagde DTU i 1829 med en klar mission om at udvikle og nyttiggøre naturvidenskab og teknisk videnskab til gavn for samfundet. Den mission lever den dag i dag. DTU har 13.500 studerende og 6.000 ansatte. Vi arbejder i en international atmosfære og har et inkluderende, udviklende og uformelt arbejdsmiljø. DTU har campusser i hele Danmark og i Grønland og samarbejder med de bedste universiteter verden over.