Du brænder for unge, og du brænder for virksomheder. Det falder dig naturligt at sælge budskabet om, at virksomheder kan gøre en kæmpe forskel for unges læring og vej til uddannelse og job. Både den lige vej og den bumlede vej. Du sælger budskabet om, at virksomheder møder de unge og lærer at forstå den generation, som er fremtidens arbejdskraft. Du får unge ud i virksomheder, og du får virksomheder ind i de unges skolegang. Er det jobbet for dig?
I Høje-Taastrup Kommunes Unge- og Uddannelsescenter styrker vi vores resultatskabende virksomhedsindsats som en del af vores kommunale ungeindsats. Du bliver del af en dynamisk duo, der systematisk, professionelt og hjertevarmt bygger broer mellem virksomheder, unge og skoler. Fx gennem:
- Juniormesterlære
- Fritidsjobs
- Erhvervspraktikker
- Skræddersyede forløb for enkelte unge
- Erhvervsmentorordningen på vores 10. klassecenter
- Praksisfaglige samarbejdsforløb mellem skoler og virksomheder
- Gode løsladelsesforløb.
Om Unge- og Uddannelsescentret
Unge- og Uddannelsescentret arbejder for et nærende og lærende fritids- og uddannelsesliv for de unge. Centret fungerer som en enkel fælles indgang til ”systemet” for den unge og varetager en omfattende koordinationsopgave på tværs af kommunens beskæftigelses-, uddannelses- og socialindsatser med den unge i centrum. I alle sammenhænge arbejder vi tæt sammen med kommunens stærke virksomheder, og sammen når vi fantastiske resultater.
Centret dækker følgende fagområder: Klubber, 10. klassecenter, Ungdomsskolen, uddannelsesvejledning, kriminalpræventiv indsats og en ungeguidefunktion herunder med visitation til FGU. Endelig udvikler vi campus i den kommende ”Vidensby” i Høje-Taastrup. Vi er i alt 130 medarbejdere – heraf godt 30 med base på rådhuset.
Engagement, struktur og relationer
Du motiveres af at arbejde mod konkrete mål, og du skaber resultater, tager ansvar og tør stille de skarpe spørgsmål til kollegaer, unge og virksomheder. Din personlige gennemslagskraft betyder, at du er god til at skabe relationer, og det er vigtigt for dig at indgå i centrets tværgående opgaver. Du er nysgerrig, har et åbent sind, og så bidrager du med en masse gå-på-mod og lader dig ikke slå ud af en udfordring.
Du er en succes i jobbet, når du kan få unge, virksomheder og skoler til at spille sammen og tænke ud af boksen - og ikke mindst at de unge får relationer til virksomhederne og konkret erfaring med at arbejde.
Vi lægger vægt på, at du:
- Har erfaring med opsøgende virksomhedskontakt
- Har forståelse for ungeliv eller arbejdserfaring med unge som målgruppe
- Har forståelse for skole- og uddannelsesliv eller arbejdserfaring fra skoleområdet
- Tør udfordre og se muligheder for unge, virksomheder og skolelærere
- Er konstruktiv og anerkendende for unge, virksomheder og skolelærere
- Er empatisk og har god social multikulturel forståelse
- Er systematisk og dokumenterer indsatser og resultater
- Har flair for og lyst til at bidrage til udvikling af en it-understøttet virksomhedsindsats
- Har almindeligt kørekort
Din kommende arbejdsplads er ”på farten” i egen bil eller en af kommunens biler. Du tjekker også ind på vores nye rådhus med lækre faciliteter. Om sommeren kan frokosten nydes på tagterrasserne. Unge- og Uddannelsescentret bor på 2. sal i et åbent kontorlandskab med free seeting i forskellige arbejdszoner.
Du kommer nemt hertil, for det nye rådhus ligger kun få minutters gang fra Høje-Taastrup Station med kun 12 min. fra Københavns Hovedbanegård og 7 min. fra Roskilde Station. Ved Rådhuset er der gratis parkering for dig som medarbejder.
Vi er et center i udvikling, og vi har en høj grad af indflydelse og ansvar. Vi har et godt arbejdsmiljø, en uhøjtidelig omgangstone. Vi har røg- og tobaksfri arbejdstid.
Ansøgningsfristen er onsdag den 3. september 2025
Vi afholder samtaler den 12. og 16. september.
Ansøgning, CV, uddannelsesbevis og anden relevant dokumentation sendes via kommunens rekrutteringssystem.
Praktisk information
Jobbet er en fastansættelse på 37 timer ugentligt med ansættelse pr. 1. november eller efter aftale.
Løn- og ansættelsesvilkår fastsættes i henhold til gældende overenskomst samt principperne i Ny Løn. I forbindelse med ansættelse indhenter vi referencer fra tidligere ansættelser, og du bedes derfor medbringe min. 2 referencer til samtalen.
Hvis du er blevet nysgerrig og vil vide mere, om jobbet, hverdagen eller noget helt tredje, er du velkommen til at kontakte sekretariats- og campusprogramleder Søren Tholstrup på 26230812.
Vi glæder os til at høre fra dig og ikke mindst byde dig velkommen.