Vil du prøve kræfter med arbejdet som journalist eller fotograf/klipper?
DR søger 12 engagerede skoleelever fra 8. og 9. klasse til at være i praktik i DR Nyheder i DR Byen i uge 43.
Hvad skal du lave?
Sammen med 11 andre skoleelever skal du i løbet af praktikugen prøve, at producere tv-indslag til jeres egen nyhedsudsendelse, både i studiet og ude i marken. Vi hjælper jer godt på vej hele ugen og instruerer jer, så I på egen hånd kan forberede, vinkle og producere indslag. Sidst på ugen ser vi indslagene og evaluerer dem.
Du vil i løbet af ugen møde DR-medarbejdere, som fortæller om deres arbejde og giver dig inspiration. Ugen vil udelukkende omhandle journalistik, fotografi og klipning relateret til nyhedsudsendelser.
Når ugen er slut, har du fået afprøvet dine evner som enten journalist eller fotograf/klipper. Det kan give dig en fornemmelse af, om det er noget, du vil arbejde med i fremtiden.
Vi forventer, at du
- er engageret og går ambitiøst og motiveret til opgaverne.
- er optaget af det arbejde og de opgaver, som en journalist og/eller fotograf/klipper udfører
- er klar til en udfordring og en travl uge
- er modig og tør prøve dine egne grænser af i trygge rammer
- gør dig umage og tager ansvar
Hvis du får plads på praktikholdet, skal du forberede dig inden selve praktikugen. Forberedelserne består bl.a. i at finde på ideer til nyhedshistorier og at følge med i TV Avisen, inden du møder op i DR Byen mandag den 20. oktober 2025. Forløbet afsluttes fredag den 24. oktober 2025.
Sådan ansøger du
Send os en ansøgning, hvor du fortæller:
- om dig selv og dine interesser
- hvorfor du gerne vil med på praktikholdet
- om du er interesseret i at være journalist eller fotograf/klipper
- hvad du forventer at få ud af praktikugen
Du skal
- lave en kort videopræsentation af dig selv
- vedhæfte hvis du har relevant materiale fx en skoleavis en hjemmeklippet film eller noget helt tredje
Du søger ved at bruge knappen ”søg stillingen” til højre her på siden, hvor du kan uploade din ansøgning, videopræsentation og øvrige filer. Det er helt op til dig hvordan du vil præsentere dig gennem videoen, men det er vigtigt du gør dig umage, da det giver os det bedste grundlag for at sammensætte det rigtige hold til praktikugen.
Ansøgningsfrist
Du skal ansøge senest søndag den 31. august 2025. Vi forventer, at alle får svar senest mandag d. 15. september 2025.
Har du spørgsmål, kan henvende dig til Lotte Fuglbjerg på mail [email protected].
Vigtigt
Vi modtager desværre ikke skolepraktikanter i DR Byen, København i andre uger end uge 43. Gruppeansøgninger eller ansøgninger uden en videopræsentation vil ikke blive taget i betragtning.