Stillingsbeskrivelse
Supporter til Service Desk
Brænder du for at yde god service og IT-support af høj kvalitet, og er du klar til nye udfordringer, hvor du kan bruge dine faglige kompetencer i praksis? Så har du nu mulighed for at kickstarte din karriere som vores nye kollega i Netcompany Service Desk.
Arbejdsopgaver og teknologier
Netcompany Service Desk er vores kunders indgang til Netcompany. Her sikre vi, at kunderne aldrig er mere end et telefonopkald væk fra support og service af høj kvalitet. Som vores nye kollega, vil du blive en del af vores supportteam, der har ansvaret for support og overvågning af Netcompanys kundeløsninger. Med vores mange kunder vil du få en udfordrende, men spændende hverdag præget af forskelligartede opgaver afhængigt af den enkelte kundes behov.
Du får mulighed for at udvide dine ansvarsområder i stillingen og sætte dit eget præg på udviklingen af teamet. Du får ligeledes indvirkning på din egen udvikling inden for det spor, der interesserer dig mest i vores driftsorganisation.
Som vores nye kollega, vil du blive en del af den daglige drift og få ansvar for support og service af Netcompanys kunder i dagtimerne. Blandt dine primære arbejdsopgaver kan nævnes:
- Support af store samfundskritiske systemer
- Agere bindeled mellem vores kunder og resten af Netcompany
- Løse, registrere og eskalere sager af forskellig teknisk art
- Vedligeholdelse af procedure
Om dig
Vi forestiller os, at du:
- Har en relevant uddannelsesbaggrund inden for IT, f.eks. som IT-supporter eller lignende
- Er nyuddannet eller har et par års relevant erfaring med IT-support
- Har kendskab til eller erfaring med 1st level telefonsupport
- Kommunikerer klart og samarbejder effektivt med forskellige stakeholders
Fortsæt din udvikling hos os
I Netcompany har vi fokus på din personlige og faglige udvikling.
Når du starter hos os, får du en personlig mentor, som vil vejlede dig igennem din udvikling og i at nå dine mål. Den tætte relation til en erfaren kollega er med til at sikre trivsel for den enkelte medarbejder og giver dig samtidig konkret indblik i de mange forskellige karrieremuligheder, efterhånden som du opbygger din erfaring.
Derudover deltager du i vores uddannelsesprogram, Netcompany Academy, hvor du tilbydes kurser og seminarer, om alt fra teknologier til kundehåndtering. Alle kurser undervises af erfarne Netcompany kolleger, hvilket er med til at sikre, at alt indhold er af høj relevans og bygger ovenpå din faglighed, så du bliver godt klædt på til at varetage forskellige opgaver og hele tiden dygtiggør dig gennem din karriere hos os.
Bliv en del af et inkluderende fællesskab
I Netcompany prioriterer vi fællesskab højt. Vi fremmer aktivt en åben og imødekommende arbejdskultur, der bygger på samarbejde og tillid til hinanden, og hvor der altid er mulighed for sparring.
Det er en del af vores kultur og værdigrundlag, at alle medarbejdere, uanset baggrund, identitet og erfaring mødes med forståelse og respekt samt lige muligheder for udvikling og trivsel.
Du får mulighed for at opnå læring og samarbejde med kolleger på tværs af kulturer og nationaliteter, da vi som international virksomhed har kontorer i mange lande.
Vi tilbyder et fælles miljø, hvor vi engagerer os i hinanden på tværs af afdelinger og projekter. Hertil har vi en lang række af sociale og faglige arrangementer, der giver dig de bedste muligheder for at udvide og opbygge et netværk allerede tidligt i din karriere.
Send os en ansøgning
Upload dit CV og en motiveret ansøgning til vores rekrutteringssystem via linket. Har du ikke fået svar på alle dine spørgsmål, er du velkommen til at skrive til [email protected]
Alle kvalificerede kandidater opfordres til at søge uanset køn, kønsudtryk, seksualitet, handicap, alder, religion og tro, politisk anskuelse, nationalitet, etnicitet eller sociale baggrund.
Vi er engagerede i at skabe et inkluderende og mangfoldigt miljø. Vores rekrutteringsprocesser er baseret på individuel merit. Hvis du har behov for tilpasninger eller ekstra støtte under ansættelsesprocessen, bedes du sende en e-mail til vores rekrutteringsmedarbejdere på [email protected] for hjælp. #LI-SA1