Bibliotekar med stærke kommunikationskompetencer til Furesø Bibliotekerne.
Brænder du for litteraturformidling til voksne, og vil du være med til at sætte fokus på bibliotekets mange tilbud? Så er du måske vores nye kollega.
Opgaverne
Vi søger en ny kollega med en klar kommunikativ profil, som kan være med til at formidle bibliotekets tilbud til borgerne. Du vil få ansvaret for bibliotekets samlede kommunikationsindsats, og dine opgaver vil, i samarbejde med bibliotekets PR-team, bl.a. være at skrive pressemeddelelser for bibliotekerne, forfatte tekster til vores hjemmeside og sociale medier m.v., således at vi sikrer en ensartet og målrettet kommunikation.
På Furesø Bibliotekerne har vi en stærk arrangementsprofil, og bl.a. afholder vi hvert år i januar måned festivalen Lun På Ord. En del af dine opgaver bliver at indgå aktivt i vores løbende arrangementsvirksomhed, herunder at påtage sig en værtsrolle.
Du vil også skulle deltage i den daglige biblioteksdrift med bl.a. udlånsarbejde, Bogen Kommer og læsekredse samt arbejde med vores abonnementsservice Bogkasser.
Furesø Kommune har en ambitiøs klimaprofil. Et af dine arbejdsområder bliver derfor at arbejde videre med at understøtte klimainitiativer og sikre biblioteket som aktiv medspiller i forhold til forenings- og borgerinitiativer på klima- og bæredygtighedsområdet.
Din profil
Du er cand.scient.bibl, bibliotekar DB, cand.mag. - eller har en anden relevant uddannelsesmæssig baggrund.
Du er god til at formulere dig klart og præcist, både på skrift og i tale, og forstår at tilpasse dit sprog til bibliotekets mange forskellige målgrupper.
Du har gode samarbejdskompetencer, både i forhold til dine daglige kollegaer og i forhold til kommunale samarbejdspartnere og borgerne.
Du er kreativ og iderig og har fingeren på pulsen i forhold til den aktuelle litteratur-, kultur- og samfundsdebat.
Du kan arbejde selvstændigt og systematisk.
Du er fleksibel og går til hverdagen med en glad energi og godt humør.
Generelt:
Stillingen er på 30 timer om ugen med tiltrædelse 1/11 - 2025
Der må påregnes min. 1 ugentlig vagt til kl. 18 samt hver 6. lørdag til kl. 14
Arbejdssted kan både være i Farum og Værløse og lejlighedsvist Hareskov.
Du vil have dit skrivebord og din dagligdag på Farum Bibliotek, der ligger i det inspirerende Farum Kulturhus, med bl.a. musik, skiftende kunstudstillinger og café-område.
Der er ansøgningsfrist d. 7/9 - 2025, og samtaler finder forventeligt sted i uge 38 eller 39. Her får du udleveret en lille case, der indgår i samtalen.
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte biblioteksleder Ricki Elsgaard på mail [email protected] / telefon 7216 5689 eller litteraturformidler Ann-Lisbeth Holm på telefon 7216 4565
Om os
Furesø Bibliotekerne består af tre biblioteker: Værløse, Farum og Hareskov. Vi er en travl arbejdsplads med både høje udlånstal og højt til loftet samt en uformel, venlig og humoristisk tone. Du vil indgå i et godt kollegialt fællesskab og få indflydelse på opgaveløsningerne.
Furesø Kommune har et aktivt og rigt kulturliv med mange engagerede borgere og med mange gode og relevante samarbejdspartnere.
I 2022 vedtog byrådet Klimaplan 2022-2050 for Furesø kommune, med bl.a. det ambitiøse mål at kommunen skal være CO2 neutral i 2030.
Praktisk
Der indhentes referencer fra tidligere ansættelsesforhold, hvis du kommer i betragtning til stillingen.
I Furesø Kommune sker løn og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og ud fra principperne i Ny Løn.
Job i Furesø? Kom og vær med!
I Furesø skaber vi løsninger sammen. Med kolleger på tværs af organisationen. Med brugere og borgere – ja med alle, vi er kommune for.
Fællesskaberne er vores svar på de udfordringer, vores velfærdssamfund står foran i de kommende år, hvor flere får brug for velfærdsydelser og over længere tid. Og hvor nye ideer derfor skal forny den service, vi yder.
Derfor giver vi plads til mødet mellem fagene og mellem mennesker, for det er her, innovationen opstår. Vi koordinerer med hinanden på tværs af titler og fagligheder, og vi holder godt styr på den daglige drift for at skabe sammenhæng for vores borgere. Vores hverdag har fokus på nærvær fremfor fravær på en sund arbejdsplads med røgfri arbejdstid. Så kom og vær med. Vi har også plads til dig.