Har du lyst til at bidrage til Forsvarets opbygning af kampkraft? Er du orienteret mod et fagligt og socialt fællesskab? Har du gode samarbejdsevner, og er du interesseret i en central rolle ved Forsvarets institution for uddannelse af officerer og befalingsmænd, der løser mangeartede og spændende opgaver? Kan du gå forrest, når koordinationskrævende opgaver og projekter skal løses?
Hvis ja, så er du måske vores nye kollega i Koordinationssektionen.
Om os
Forsvarsakademiet uddanner officerer og befalingsmænd til Forsvaret og skal som det øvrige Forsvar, fokusere på en hurtig opbygning af større kampkraft.
I Koordinationssektionen er vi ni engagerede civile og militære medarbejdere, der arbejder i fagteams. Vores primære opgaver er, at betjene Forsvarsakademiets ledelse og koordinere opgaver på tværs af Forsvarsakademiet. Vi tager udfordringerne op og stræber altid efter at levere vores bedste. Vi er blandt andet, ansvarlige for den daglige koordinering og fastlæggelse af processer for eksterne myndigheds- og borgerhenvendelser.
Vi har ansvaret for Forsvarsakademiets sagshåndteringsprocesser og gennemfører undervisning inden for sagsbehandling, god forvaltningsskik og journalisering mv., for Forsvarsakademiets chefer og sagsbehandlere. Derudover sikrer vi, opdatering af Forsvarsakademiets forvaltningsgrundlag og løser tillige forekommende sekretariatsopgaver for ledelsen.
Vores sagsområder er præget af seriøsitet, og vi prioriterer et uformelt arbejdsmiljø med fokus på god trivsel og arbejdsglæde, hvor der lægges vægt på fleksibilitet i hverdagen. Du vil således i vid udstrækning kunne tilrettelægge din opgaveløsning.
Hos os får du ikke bare et job, du får en mulighed for at udvikle dig og være en del af et fantastisk fællesskab.
Koordinationssektionen er forankret i Planlægningsafdelingen, ved Forsvarsakademiets stab.
Om stillingen
Du skal håndtere en bred vifte af opgaver, hvor kendskab til Forsvarets opgaver og eventuelt uddannelser er ønskeligt.
Du bliver Forsvarsakademiets omdrejningspunkt for arbejdet med National Forsvarsplan.
Med baggrund i forvaltningsgrundlaget, og din erfaring, giver du rådgivning og vejledning til skoler og institutter om retningslinjer inden for forsknings- og uddannelsesområdet, samt træffer afgørelser i uddannelsesrelaterede problemstillinger. Derudover skal du bidrage til behandling af eksterne henvendelser, politiske spørgsmål og høringer fra andre styrelser.
Du vil blive eksponeret meget bredt ved Forsvarsakademiet, når du involveres i strategiske eller sensitive sager, hvor du vil opleve, at du er omdrejningspunktet og ledelsens repræsentant. Arbejdstempoet i sektionen kan fra tid til anden være højt og opgaverne mange, hvorfor du må forvente periodevis spidsbelastning.
Vi lægger vægt på, at du kan udvikle dig ved løsning af de varierende opgaver og gennem anden kompetenceudvikling, fx kurser.
Om dig
Du har militær eller relevant akademisk baggrund, og kan med et smil, ro og overblik håndtere komplekse udfordringer. Om muligt har du erfaring fra andre dele af forsvaret, hvor du trives med strategiske og policy relaterede opgaver, der udmøntes i gennemarbejdede og skarpe beslutningsoplæg til ledelsen.
- Du er struktureret og analytisk stærk, engageret med overskud og har en konstruktiv og samarbejdsorienteret tilgang til opgaver og projekter, hvor du ofte vil fungere som lead.
- Du trives i en omskiftelig hverdag, hvor du i sparring med kollegaer og nærmeste chef, selv er medvirkende til at sætte rammer og direktiv for opgaveløsningen.
- Du er god til at skabe og pleje relationer og arbejde på tværs af organisationer.
- Du kan omsætte komplekse mål til forståelige opgaver, der formuleres på baggrund af din erfaring og dialog med kollegaer og ledelsen.
- Du er struktureret og resultatorienteret med en helhedsorienteret tilgang til opgaveløsningen. Du tager ejerskab for iværksatte opgaver og følger af egen drift op på disse.
- Du har gerne erfaring med udarbejdelse af beslutningsoplæg på myndighedsniveau, og erfaring fra andre af forsvarets myndigheder vil være en fordel.
- Du har et højt forandringsberedskab, fordi opgaverne er mangeartede og forskellige fra dag til dag, og fordi du vil opleve sager med korte terminer samt komplekse opgaver med længere tidshorisont.
- Du kommunikerer klart og tydeligt såvel mundtligt som skriftligt.
Du har lyst til at indgå i et team af kompetente kollegaer, der ud over at levere gode resultater også prioriterer at skabe et godt og uformelt arbejdsmiljø, hvor en respektfuld dialog og konstruktivt samarbejde er vigtig. Du trives og deltager også i sektionens sociale arrangementer, eventuelt også uden for arbejdstid.
Vi er klar over, at ovenstående række af krav og ønsker til dig er lang, og at du nok ikke kan honorere dem alle, hvorfor vi er indstillet på en god oplæring på de nødvendige områder.
Ansættelsesvilkår
Stillingen er slået op som militær major/orlogskaptajn og civil specialkonsulent.
Stillingen besættes efter protokollat til overenskomst for akademikere i staten om officerer under Forsvarsministeriet.
Stillingen er indplaceret i løngruppe 5, som omfatter majorer og orlogskaptajner. Er du allerede ansat i Forsvarsministeriets Koncern, vil du fortsat være ansat i henhold til gældende aftaler mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse og Hovedorganisationen af Officerer i Danmark om løn og ansættelsesvilkår for tjenestemandsansatte eller overenskomstansatte officerer i Forsvaret.
Som ansat i Forsvarsministeriets koncern skal du kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.
Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.
Såfremt du er udpeget til INTOPS, skal du gøre opmærksom på dette i din ansøgning.
Ansættelsen er betinget af, at du kan bestå Forsvarets fysiske basiskrav og ved helbreds- og tandlægevurderinger erklæres for fuldt egnet til udsendelse i internationale operationer.
Fast tjenestested vil være på Svanemøllens Kaserne i København.
Kontakt og ansøgning
Vil du vide mere om stillingen er du velkommen til at kontakte sektionschef major Christian Damberg på telefon 7281 7160 eller på mail [email protected].
Har du spørgsmål til løn eller ansættelsesvilkår, kan du kontakte HR-konsulent, Betina Koch-Søfeldt, ved Personelkommandoen på telefon 7281 9128.
Ansøgningsfristen er den 23. juni 2025, og samtaler forventes afholdt umiddelbart efter.
Stillingen er til besættelse snarest muligt.
Ansøgningen sendes elektronisk via linket i annoncen.
Det er ikke et krav, men du må gerne vedlægge dine seneste bedømmelse (fx FOKUS), eller anden udtalelse. Hvis det ikke er muligt for dig at scanne og vedhæfte relevante dokumenter, må du gerne tage dem med til en eventuel samtale.
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed styrker opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.
OM FORSVARSAKADEMIET
Forsvarsakademiet varetager grundlæggende sergent- og officersuddannelser for hhv. Hæren, Søværnet, Flyvevåbnet og Beredskabsstyrelsen og forestår endvidere videreuddannelser og efteruddannelser for Forsvarets og koncernens medarbejdere. Forsvarsakademiet er endvidere dansk forsvars værnfælles center for militære studier og militær forskning. Ved Forsvarsakademiet bidrager vi til Forsvarets nationale og internationale opgaver og til Forsvarets udvikling. Det gør vi gennem uddannelse, forskning, formidling og rådgivning med stærk fokus på de militære kernekompetencer.
Læs mere om Forsvarsakademiet på: www.fak.dk.