Vi søger en erfaren og engageret person, der skal hjælpe Kemisk Institut med at flytte fra de eksisterende bygninger til den nye Niels Bohr Bygning.
Kemisk Institut er Københavns Universitets centrum for forskning og undervisning inden for kemi. Kemisk Institut er et dynamisk institut med mange internationale medarbejdere og nye forskningsprojekter, der kræver opbygning af laboratorier og andre forsknings- og undervisningsfaciliteter. Stillingen er en 3-årig stilling, da vi forventer at være flyttet ind i NBB i løbet af 2028. Der er tale om en fuldtidsstilling i et spændende, internationalt forsknings- og uddannelsesmiljø.
Vi søger en person med en kemisk teknisk uddannelse, f.eks. ingeniør eller lignende med relevant arbejdserfaring, der også har blik for et godt arbejdsmiljø. Vores laboratorier er meget ventilationstunge, og der bliver arbejdet med mange forskellige former for kemi.
Arbejdsopgaver
Dit primære ansvar vil være at planlægge og koordinere instituttets flytning til den nye Niels Bohr Bygning (NBB), hvor Kemisk Institut i løbet af 2026-2028 flytter sammen med Niels Bohr Institutet og Institut for Naturfagenes Didaktik. Du forventes i denne forbindelse at kunne sætte dig en i det ret omfattende materiale, der ligger om Kemisk Instituts behov i bygningen, at have et godt overblik, økonomisk forståelse og at kunne føre forhandlinger med interne samarbejdspartnere på KU og eksterne leverandører for at opnå optimale logistiske, tekniske og økonomiske løsninger.
Opgaverne løses i tæt samarbejde med andre medarbejdere på instituttet, både dem, der arbejder med bygningsrelaterede opgaver, såsom instituttets teknikchef og laboratoriechef, og forskere og teknisk/administrative kolleger. Du vil referere til administrationschefen på Kemisk Institut.
Du vil få en bred kontaktflade, hvor bl.a. universitetets bygningsdriftsorganisation er en vigtig samarbejdspartner, og hvor du kommer til at fungere som instituttets primære kontaktperson i spørgsmål vedrørende Niels Bohr Bygningen.
Din profil
- Teknisk ekspertise er en absolut nødvendighed på grund af de mange laboratorier og forskningsfaciliteter, der er en del af instituttet, og de mange forskellige setups, som de enkelte forskere arbejder med. Du skal f.eks. kunne vurdere, hvordan de tekniske behov bedst kan imødekommes under hensyntagen til de givne rammer og forudsætninger.
- Du har gode ledelses- og samarbejdsevner og skal kunne begå dig på engelsk, da mange af vores videnskabelige medarbejdere er fra udlandet.
- Du skal have gennemslagskraft og kunne repræsentere instituttet.
- Vi forventer, at du har stor erfaring med forhandlings- og prioriteringsopgaver, og at du har økonomisk indsigt, så du kan styre og overholde et budget
- Du har erfaring med projekt- og porteføljestyring og formår at navigere sikkert igennem indflytningen i samarbejde med interessenter og leverandører.
- Du arbejder struktureret og er god til at bevare overblikket, også når der er mange projekter i gang samtidig.
Om os
Kemisk Institut er et internationalt velrenommeret forskningsinstitut ved Københavns Universitet med ca. 250 ansatte og ca. 450 studerende. Instituttets videnskabelige medarbejdere forsker i forskellige grene af kemi og uddanner bachelorer, kandidater og ph.d.er i kemi, medicinalkemi og nanoscience. Vores laboratorier spænder fra klassiske synteselaboratorier til GMO-laboratorier, og mange rummer højtspecialiserede instrumenter som eksempelvis elektrondiffraktometer, røntgendiffraktometre, NMR og ESR. Kemisk Institut er en spændende arbejdsplads med en stærk, international profil. Vi kan tilbyde dig et afvekslende og udfordrende job og et godt fagligt og socialt arbejdsmiljø.
Løn og ansættelsesvilkår
Du ansættes som chefkonsulent i henhold til cirkulære om overenskomst for akademikere i staten mellem Finansministeriet og Akademikerne. Der vil være mulighed for forhandling af tillæg.
Ansøgning
Stillingen ønskes besat 1. december eller snarest muligt.
Spørgsmål om stillingen kan rettes til administrationschef Solvejg Jørgensen på tlf. nr. +45 93509599 (Solvejg@chem.ku.dk)
Ansøgningsfrist: 15. september 2025
Interview forventes den 24. september, 2025 og/eller 3. oktober, 2025.
Københavns Universitet ønsker at afspejle det omgivende samfund og opfordrer alle uanset personlig baggrund til at søge stillingen.
Københavns Universitet giver sine knap 10.000 medarbejdere muligheder for at udnytte deres talent fuldt ud i et ambitiøst, uformelt miljø. Vi sikrer traditionsrige og moderne rammer om uddannelser og fri forskning på højt internationalt niveau. Vi søger svar og løsninger på fælles problemer og gør ny viden tilgængelig og nyttig for andre.
Københavns Universitet giver sine knap 10.000 medarbejdere muligheder for at udnytte deres talent fuldt ud i et ambitiøst, uformelt miljø. Vi sikrer traditionsrige og moderne rammer om uddannelser og fri forskning på højt internationalt niveau. Vi søger svar og løsninger på fælles problemer og gør ny viden tilgængelig og nyttig for andre.