Er du officer på vej ud af fastansættelse i forsvaret, officer med rådighedskontrakt eller tidligere reserveofficer, og vil du gerne fastholde eller genoptage din tilknytning og bidrage til opgaveløsningen i Forsvaret?
Vi tilbyder spændende reserveofficersstillinger, godt kammeratskab, relevant tjeneste og god mulighed for at udvikle dine militære færdigheder inden for operative operationer.
Så har du interesse i et spændende job i reserven, hvor der stilles store krav til samarbejde, så skal du ikke vente med at søge disse stillinger. Vi søger p.t. forbindelsesofficerer.
Om os
Landsdelsregion Øst indsætter landmilitære tropper fra både Forsvaret og Hjemmeværnet i den østlige del af Danmark. Derfor har vi også et tæt samarbejde med bl.a. Forsvarskommandoen, Hæren, Politiet og øvrige myndigheder.
Vi har samtidig kommandoen over seks Hærhjemmeværnsdistrikter i det østlige Danmark, og mere end 4.000 engagerede hjemmeværnssoldater.
Vi har hovedkvarter på Kastellet i København. Regionsstaben har ca. 40 civile og militære medarbejdere og består af Operations-, Planlægnings- og Uddannelsessektionen (G3/5/6/7), Efterretningssektionen (G2), Operationsstøttesektionen (G1/4/8), Informationssektionen (G9) og Forbindelsesofficer-sektionen.
Om stillingen
Som reservist bliver du ansat i en designeringsfunktion i landsdelsregionen. Designeringsfunktionen er den funktion/stilling, som du vil skulle varetage i tilfælde af krise eller krig, men også i tiden inden sådanne opstår. Du bliver indkommanderet til tjeneste, der er forbundet til din designeringsfunktion.
Som reservist kan du varetage opgaver som uddannelse, træning og øvelsesvirksomhed i relation til din designeringsfunktion, såvel som specialiserede opgaver relateret til funktionen.
Alle stabsmedlemmer har som udgangspunkt faste funktioner, men kan arbejde professionelt med andre opgaver afhængig af situationen.
Kendskab til specialer inden for Operations-, Planlægnings- og Uddannelsessektionen (G3/5/6/7), Efterretningssektionen (G2), Operationsstøttesektionen (G1/4/8) og/eller Informationssektionen (G9) udgør en fordel, men ikke et krav.
Det forventes, at du som minimum deltager i aktiviteter i størrelsesordenen 10 tjenestedage pr. år. Omtrent halvdelen på hverdage og halvdelen i weekender.
Om dig
Du er major og har en baggrund som enten linje- eller reserveofficer i Hæren.
Du er en god kommunikator, og det at skabe gode relationer formår du med din positive og anerkendende tilgang til andre. Du er erfaren inden for stabsfunktioner og dygtig til at udarbejde strategier. Du har erfaring med at tilrettelægge kurser og undervise, og du har en stor interesse i at opbygge og facilitere netværk.
Du er detaljeorienteret og dygtig til at strukturere samt koordinere arbejdsopgaver og projekter. Du tager gerne initiativ og ved at udvikling kun sker, når arbejdsopgaver bliver løst.
Ansættelsesvilkår
Rådighedsstillingen er niveaufastsat til majoraf reserven og ansættelsen sker i henhold til den til enhver tid gældende organisationsaftale mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse og Hovedorganisation for Personel af Reserven i Danmark.
Du aflønnes pr. indkommanderingsdag (7,4 timer), eller honoreres for det faktiske antal timer ved aktiviteter med begrænset daglig tjeneste indtil 7 timer pr. dag, dog minimum for 3 timer.
Du modtager et pensionsbidrag på 18,07 % af din løn og dine eventuelle pensionsgivende tillæg, der udbetales med lønnen.
Som ansat under Forsvarsministeriets koncern er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsen.
Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.
Kontakt og ansøgning
Hvis du har spørgsmål til stillingen er du velkommen til at kontakte oberstløjtnant Christian Fredberg på mail: LRGNE-CHFO@mil.dk.
Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, kan du kontakte HR-konsulent Caroline K. Petersen ved Personelkommandoen på telefon 72 81 96 50 eller mail FPS-CKP@mil.dk.
Ansøgingsfrist d. 31. august 2026. Vi holder ansættelsessamtaler og ansætter løbende, så skynd dig at sende din ansøgning.
For at komme i betragtning til rådighedsstillingen, beder vi dig sende din ansøgning med tilhørende bilag elektronisk via linket. Det er i den forbindelse vigtigt, at alle bilag bliver vedhæftet som PDF-filer.
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.
Landsdelsregion Øst er en selvstændig niveau III myndighed under Hjemmeværnskommandoen med domicil i Kastellet i København. Landsdelsregionen er operativt underlagt Forsvarskommandoen med direkte operativ reference til Hærkommandoen.
Vi har fokus på nationale operationer, og vores geografiske ansvarsområde dækker hele Sjælland inkl. København, Lolland-Falster og Bornholm. Regionens primære opgave er at støtte forsvaret samt løse, varetage og koordinere militære opgaver i regionens ansvarsområde.
Regionen indgår som en af komponenterne i totalforsvaret. Ligeledes koordinerer vi den samlede militære støtte til samfundet i forbindelse med f.eks. naturkatastrofer, ekstremt vejr, terroranslag og andre samfundskritiske situationer (støtte til COVID-indsats som eksempel).
Regionen har et tæt samarbejde med Hjemmeværnskommandoen, Forsvarskommandoen, Hærkommandoen, politiet og øvrige myndigheder inden for samfundets samlede beredskab.