Vil du være pædagog i et hus, hvor vi sætter børns fællesskaber og faglig kvalitet forrest – hver dag? Vores ambition er at være Københavns bedste dagtilbud. Og vi er godt på vej.
Børnehuset Bryggens Bastion åbnede i maj 2023 med store ambitioner: Vi vil være Københavns bedste dagtilbud. Og vi er rigtig godt på vej. Vi startede med en håndfuld pædagoger og -medhjælpere, som alle havde ambitioner om at gøre noget andet end det, vi kom fra hver især. I dag har vi stadig de samme pædagoger – og de samme ambitioner. Vores fokus er på kerneopgaven omkring børnene, som vi vil løse med tårnhøj kvalitet. Det kræver både gode rammer og et stærkt arbejdsfællesskab.
Vi startede i lånte lokaler på Snorresgade, da vores helt nybyggede lokaler på Njalsgade desværre blev ramt af udfordringer. Efterfølgende flyttede vi i andre lokaler på Islands Brygge, hvor vi har boet siden januar 2025. Når vi flytter til Njalsgade bliver det i nye flotte lokaler med højt til loftet, tre legepladser og masser plads. Ambitionen er, at vi udvider til fem vuggestuer og fire børnehaver efterhånden som børnetallet stiger i området.
Det vi har brug for nu, er en uddannet pædagog – i første omgang til vuggestue. Du behøver ikke have mange års erfaring (du kan godt være nyuddannet), men du skal kende den pædagogiske opgave godt. Du er (med-)ansvarlig for at omsætte den styrkede læreplan til konkrete pædagogiske aktiviteter, som understøtter børns udvikling og deltagelse i fællesskaber.
Vores børnesyn hviler på Københavns 'mangfoldige børnefælleskaber', hvor ingen lades alene og hvor ingen har 'særlige behov', men kan have ekstra brug for at udvikle sine erfaringer med det, der er svært. Vi arbejder tæt sammen på tværs af stuerne og inddrager forældrene som en ligeværdig samarbejdspartner. Vi arbejder blandt andet med at skabe legemiljøer, der understøtter børns relationer og deltagelse, og vi bruger vores stuemøder til systematisk at evaluerer vores praksis.
Hvor kerneopgaven er det ene af vores to helt store fokusområder, er arbejdsfællesskabet det andet.
Vi er en af de klynger i København, der har det laveste sygefravær og høj trivsel – og det er en fælles indsats. Vi er på samme hold og har hinandens ryg. Det betyder, at vi taler sammen om tingene, vi overholder vores aftaler og vi er fælles om kerneopgaven, uanset om man er i vuggestuen eller i børnehaven. Vi er fælles om succeserne, som vi alle bidrager med på hver vores måde, og vi arbejder løbende med at kvalificere vores pædagogiske praksis – bl.a. gennem observationer, fælles refleksion og kollegial sparring.
Hver stue har en times stuemøde hver uge, hvor leder deltager som sparringspartner og koordinator. Vi har fælles personalemøde hver måned, hvor vi sammen analyserer og drøfter forskellige cases fra hverdagen. Vi tilbyder mulighed for 0-dage (akut behov for en fridag), hvis privatlivet kalder på opmærksomhed. Og så taler vi åbent og ærligt om både de gode og de svære ting. Vi ved, at der opstår travle perioder, men vi har strukturer og en stærk kultur for at tale åbent om det og støtte hinanden, så ingen står alene med det svære.
Som pædagog er du faglig rollemodel for dine kolleger og kan give konstruktiv sparring til både medhjælpere og vikarer. På den måde får vi sammen udviklet de stærke læringsmiljøer for både børn og voksne og sikrer, at vores høje ambitionsniveau hele tiden er i fokus.
'Her bliver man mødt som pædagog – ikke bare som ansat'.
Ansættelsesvilkår
Stillingen er som udgangspunkt på 37 timer om ugen i vuggestue. I Københavns Kommune er der 12 børn pr. vuggestuegruppe og 22 børn pr. børnehavegruppe. Vi forsøger at have to pædagoger og en medhjælper pr. stue, men er fra tid til anden nødt til at finde alternative løsninger – og vi stræber altid efter at holde den højeste faglige standard. Dertil kan børnetallet svinge efter ventelister og vores fremtidige udvidelser med flere stuer. Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og indenfor rammerne af lokal løndannelse. I forbindelse med ansættelsen indhenter vi børne- og straffeattest og tager referencer.
Vil du være med på holdet?
Kontakt pædagogisk leder Martin S. Nielsen på 24 96 79 98/bp10@kk.dk, hvis du har spørgsmål eller gerne vil se vores børnehus. Du kan også besøge vores hjemmeside.
Sammen med din ansøgning beder vi dig vedhæfte CV og uddannelsesbevis.
Søg via linket senest lørdag den 6. september 2025
Vi holder samtaler løbende.
Mangfoldighed
I Københavns Kommune arbejder vi for at gøre livet i København endnu bedre. Det giver vores hverdag mening og mulighederne er mange.
Københavns Kommune arbejder aktivt med ligestilling og inklusion og ser mangfoldighed som en styrke for organisationen. Vores arbejdspladser skal afspejle den diversitet, der kendetegner byen, og som alle medarbejdere bidrager til med deres særlige baggrund, personlighed og evner.