Motiveres du af organisationsudvikling, projektstyring og det administrative maskinrum i en offentlig organisation? Så er det her en spændende praktikplads for dig!
I Center for Økonomi og Personale søger vi nu en praktikant til at understøtte udviklingskonsulenterne i implementeringen af et nyt rekrutterings-, on- og offboardingssytem kombineret med andre administrative opgaver indenfor økonomi og personaleområdet.
Om jobbet:
Center for Økonomi og Personale (CØP) er en central enhed, der understøtter økonomi- og personaleforhold i Kultur og Borgerservice. I CØP er vi et hold på 25 medarbejdere fordelt i fire sektioner. Du vil blive en del af teamet i Rekruttering og Organisationsudvikling samt teamet i HR og Personale. Vi er 12 kollegaer, der arbejder med organisationsudvikling og projektledelse af tværgående indsatser på tværs af Kultur og Borgerservice samt andre HR og Personalerelaterede opgaver.
Som praktikant løser du dine opgaver i tæt samarbejde med din vejleder, kolleger i teamet og din nærmeste leder.
Din personaleleder er lederen af Rekruttering og Organisationsudvikling og din praktikvejleder bliver en af udviklingskonsulenterne, der projektstyrer implementeringen af et nyt rekrutterings-, on- og offboardingssystem i organisationen.
Din primære arbejdsopgave vil være at understøtte udviklingskonsulenten i forhold til implementering af det nye on-boarding/off-boarding system ved at:
- Tage notater i mødet med vores brugere
- Ajourfører vores kommunikationsplan
- Deltage i løsning af evt. udfordringer sammen med teamet
Ud over din primære opgave med at implementere det nye IT-system, vil der også være mulighed for en god blanding af flere andre typer af opgaver, herunder;
- Planlægge, koordinere og deltage i karrieremesser
- Skrive referat fra personalemøder
- Planlægge og koordinere fælles personalearrangementer
- Evaluering af processer
- Ajourføre vores Intranetside
- Andre administrative ad hoc-opgaver indenfor økonomi- og personaleområdet
Opgaverne udvikler sig hele tiden, og nye opgaver kommer løbende til. Derfor er der mulighed for at udvikle opgaveporteføljen over tid indenfor den type af opgaver, du motiveres af.
Din profil:
Du er i gang med en bachelor i offentlig administration. Vi lægger vægt på, at du motiveres af de beskrevne opgaver og har gode faglige kompetence, du kan bringe i spil i opgavevaretagelsen.
Som person er du:
Nysgerrig og nytænkende , så du kan bidrage til nye fælles løsninger og udvikle dine og vores metoder.
Tillidsvækkende og har gode relationelle kompetencer, så du naturligt skaber gode samarbejder.
Løsningsorienteret og rækker ud , så du i dine løsninger får alle perspektiver med og skaber en helhed.
Selvstændig og struktureret , så du skaber gode processer og tager ejerskab for dine opgaver, som du sætter en ære i at komme i mål med.
Derfor skal du vælge os:
Center for Økonomi og Personale er en god arbejdsplads med et stærkt kollegialt fællesskab, hvor der er plads til den enkelte medarbejder. Afdelingen har gode trivselsmålinger og du vil møde kolleger med stor arbejdsglæde, der er opmærksomme på hinanden.
Du får mulighed for udvikle dig både fagligt og personligt, samtidig med at du er med til at udvikle Kultur og Borgerservice. Du får en stor berøringsflade og mulighed for at skabe dig et bredt og væsentligt netværk i Aarhus Kommune.
Løn og ansættelsesvilkår:
Startdato og -længde for praktikforløbet fastlægges fra kravene i Praktikhåndbogen. Optimalt kan du være i praktik fra 2. februar 2026 til 5. juni 2026.
Praktikforløbet er ulønnet.
Ugentligt timetal: 37 timer
Der er tale om en tidsbegrænset stilling i perioden 2. februar 2026 til 5. juni 2026, da det er en praktikplads.
Der vil blive indhentet privat straffeattest og ansættelse sker under forudsætning af, at attesten ikke viser, at du er uegnet/uværdig til stillingen. Du kan læse mere her om hvordan vi behandler dine oplysninger her . Stillingen er til enhver tid betinget af en tilfredsstillende privat straffeattest.
Hvis du vil vide mere:
Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til HR udviklingskonsulent, Hanne Juel på telefon 2126 4442.
Ansøgningsfrist: 15. september 2025
Vi forventer, at samtalerne finder sted i uge 41
Om Kultur og Borgerservice – Vi bevæger Aarhus med SMIL
Kultur og Borgerservice skaber i samspil med Aarhus’ borgere rammerne for en god by. Vi fokuserer på at gøre det gode kultur- og fritidsliv tilgængeligt og inkluderende for alle, og vi holder fast, når fundamentet for demokrati bygges. Det styrker fællesskabet og øger borgernes trivsel, dannelse og livskvalitet.
Vi bevæger Aarhus, og vi har givet hinanden et løfte om at gøre det med SMIL - Samspil, Mod, Inspiration og Livsglæde - vores fælles værdier.
Om Aarhus Kommune
Aarhus Kommune er Jyllands største arbejdsplads, hvor 28.000 professionelle og passionerede kollegaer hver dag arbejder for at gøre visioner til virkelighed og skabe værdi for borgerne og samfundet omkring os. Vi er en arbejdsplads, der vægter faglighed og samarbejde højt, og vi tror på, at vores forskelligheder er med til at gøre Aarhus en god by for alle.
Sammen arbejder vi for en bæredygtig og inkluderende by, hvor både ansatte, borgere, virksomheder og naturen kan trives og blomstre. Vi har ambitioner for byen – og for dig. Kom og vær med!