Vil du stå i spidsen for et plejehjem med stærke værdier, faglig kvalitet og et engageret fællesskab – og være med til at forme fremtidens ældrepleje?
Vi søger en engageret og strategisk orienteret leder til Birkelund Plejehjem i Juelsminde. En leder, som i den daglige ledelse, drift og faglige udvikling, med sin adfærd og tilstedeværelse, er med til at bevare og styrke en allerede god kultur præget af faglighed, trivsel og værdighed. Vi ønsker en leder, der kan understøtte og videreudvikle den gode kultur for både beboere, pårørende og medarbejdere.
Birkelund Plejehjem er en del af Center Øst, og vi er allerede godt i gang med at implementere den nye Ældrelov, og vi ser frem til at Sundhedsreformen også lander endeligt. Dette arbejde vil du få en stor andel i at lykkes med på Birkelund, understøttet af mange kompetente medarbejdere og en teamleder.
Som leder får du en bred og central rolle, hvor du:
- Går forrest i at bevare og styrke en kultur, hvor faglighed, tryghed og værdighed danner fundament for trivsel, samarbejde og arbejdsglæde.
- Understøtter medarbejdernes engagement og udvikling – og skaber følgeskab gennem synlig og nærværende ledelse.
- Omsætter strategier, ny lovgivning og udviklingsinitiativer til konkret praksis i hverdagen, og sammen med teamlederen får dette til at leve.
- Indgår i tæt samarbejde med lederkollegaer i Center Øst, i Sundhed & Ældre samt i den samlede ledergruppe i Social Omsorg.
- Har et tæt og dagligt samarbejde med teamlederen på Birkelund.
Vi leder efter dig, der:
- Har lyst til ledelse og et stærkt engagement i at tage ansvar for både drift, personale og faglig udvikling – og kan omsætte det i praksis.
- Har en sundhedsfaglig uddannelse på bachelorniveau – fx som sygeplejerske – og har ledelseserfaring eller erfaring med at lede gennem andre.
- Er tydelig, inddragende og beslutningsdygtig – og kan skabe følgeskab gennem dialog, retning og ordentlighed.
- Har fokus på både mennesker, arbejdsmiljø og faglig kvalitet – og kan navigere i en kompleks og politisk styret organisation.
- Ønsker at indgå i et stærkt og loyalt ledelsesfællesskab, hvor det fælles vi og værdien, at vi kun lykkes i fællesskab, er et bærende element.
Hos os værdsætter vi hinanden, vi arbejder tæt sammen og har fokus på faglig kvalitet og respekt for det enkelte menneske. Vi arbejder bevidst i Hedensted Kommune med ”Ræk mig lige samarbejdet”. Faglighed og samarbejde går hånd i hånd i det, vi foretager os, alle er ansat til både at være fagligt dygtige men også til at kunne samarbejde.
Derudover får du:
- Et meningsfuldt og afvekslende lederjob, hvor du gør en reel forskel i borgernes hverdag.
- En arbejdsplads, der prioriterer trivsel, faglighed og fællesskab højt.
- Et tæt og erfarent ledelsesteam, hvor sparring og støtte er en naturlig del af hverdagen.
- En central rolle i at føre Ældrelovens og Sundhedsreformens hensigter ud i livet.
- Mulighed for at sætte dit præg på udviklingen – fx i forhold til genåbningen af vores demensenhed.
Løn og ansættelse efter gældende overenskomst, med mulighed for at forhandle kvalifikations- og funktionsløn.
Har du spørgsmål
Du er meget velkommen til at kontakte chef for Sundhed & Ældre Christina Bjerking, på tlf. 20 58 54 99, hvis du vil høre mere om stillingen.
Stillingen ønskes besat pr. 1. november 2025.
Ansøgningsfrist er den 31. august 2025.
1. samtale forventes afholdt den 11. september 2025.
2. samtale forventes afholdt den 19. september 2025.
Der vil indgå personprofilanalyse og case.
Send din ansøgning og bliv en vigtig del af en arbejdsplads i bevægelse – med borgeren i centrum og fagligheden i fokus.
Du kan læse mere om Birkelund Plejehjem og Hedensted Kommune på www.hedensted.dk. Vores værdier er ansvar, dialog og udvikling. Vi arbejder ud fra borgerens perspektiv og fem pejlemærker, der sætter oplevelsen og udviklingen af det enkelte menneske i centrum.
Vi tager ansvar for opgaveløsningen til gavn for borgerne. Vi gør det ved dialog med borgerne og kollegaer på tværs i organisationen, og vi ved, at vi hele tiden må udvikle os for at kunne lykkes. Det kræver nogle gange risikovillighed, og det er vi helt med på. I Hedensted Kommune arbejder vi i høj grad ud fra borgerperspektivet, hvor kerneopgaven for Social Omsorg er, at det enkelte menneske får omsorg, støtte og rådgivning, der gør at borgeren løbende udvikler sig til at kunne klare sig bedre og mere selv. Derfor arbejder vi ud fra 5 pejlemærker med borgerens oplevelse i centrum. Du finder pejlemærkerne her https://backoffice.hedensted.dk/media/hvohmhem/plakat_a1-2.pdf.