Vil du være med til at sikre et sundt og sikkert arbejdsmiljø på danske virksomheder? Og har du erfaringer inden for kemi, kemisk industri eller procesanlæg med oplag af kemikalier? Så har vi en spændende stilling som tilsynsførende i Arbejdstilsynet, hvor du skal sagsbehandle og føre tilsyn med risikovirksomheder i hele landet.
Vær med til at flytte arbejdsmiljø på risikovirksomheder
Arbejdstilsynets opgave med tilsyn af risikovirksomheder handler om forebyggelse af større uheld med farlige stoffer som fx udslip, brand eller eksplosion. Risikosagsbehandlingen er en spændende helhedsorienteret opgave, der sker i samarbejde med andre risikomyndigheder på området herunder miljømyndigheder, det lokale beredskab, politi og Beredskabsstyrelsen.
Opgaven omfatter en afdækning af det konkrete anlæg, herunder en vurdering af virksomhedens forebyggende sikkerhedsforanstaltninger og virksomhedens sikkerhedsniveau. Du kan læse mere om risikovirksomheder her.
Din hverdag bliver på virksomheder, hvor du som repræsentant for Arbejdstilsynet deltager i møder og fører tilsyn. Den øvrige del af din arbejdstid er forberedelse, hvor du arbejder med virksomhedens sikkerhedsdokumentation og afrapportering af tilsyn.
Du bliver en del af et fagligt stærkt team og får 8 engagerede kollegaer. Hos os er videndeling og sparring en naturlig del af hverdagen. Vi sørger naturligvis for, at du får en grundig oplæring og er klædt på til de opgaver, du skal varetage. Vi arbejder ofte virtuelt, men du må påregne rejseaktivitet og enkelte overnatninger i løbet af året. Opgaven er organisatorisk forankret i Tilsynscenter Syd i Kolding, men da vi er en landsdækkende enhed, kan du være bosat i hele landet.
Om dig
Vi forventer, at du er kemiker med interesse for eller erfaring med proces og teknik, kemi- eller procesingeniør, maskiningeniør, maskinmester eller lignende, men vi modtager også gerne ansøgninger fra kandidater med andre kompetencer inden for kemi-, maskin- eller procesområdet.
Vi forestiller os, at du:
- har erfaring fra kemisk industri, virksomhed med større oplag af kemikalier eller lignende
- har erfaring med og/eller interesse for risikovurdering
- er positiv og konstruktiv i dit samarbejde både internt og eksternt og har forståelse for at arbejde i en politisk styret organisation
- er god til at kommunikere såvel mundtligt som skriftligt
- er struktureret og har en systematisk tilgang til sagsbehandling
- kan arbejde selvstændigt, men samtidigt er en udpræget holdspiller
- er ansvarsfuld og trives i en hverdag, hvor tingene går stærkt.
Løn- og ansættelsesvilkår
Stillingen er en fast fuldtidsstilling. Vi vil gerne have, at du starter hurtigst muligt og senest den 1. november 2025.
Du ansættes som tilsynsførende efter gældende overenskomst. Er du ingeniør eller har du en anden akademisk uddannelse, ansættes du i henhold til overenskomsten for akademikere i staten. Er du maskinmester, ansættes du efter OAO-S-fællesoverenskomsten og organisationsaftalen for maskinmestre i land. Der vil være mulighed for at forhandle tillæg efter kvalifikationer.
Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan sikkerhedsgodkendes og efterfølgende kan opretholde sikkerhedsgodkendelsen i hele din ansættelsesperiode
Der er mulighed for at udføre arbejdsopgaverne på distance fra din bopæl.
Spørgsmål og ansøgning
Fik du ikke svar på alle dine spørgsmål, så er du velkommen til at kontakte tilsynschef Signe Poulsen på mail spo@at.dk eller på tlf. nr. 7220 9660.
Vi ser mangfoldighed som en styrke og opfordrer alle interesserede ansøgere uanset personlig baggrund til at søge stillingen.
Send din ansøgning, CV og eksamenspapirer elektronisk senest onsdag den 31. august 2025.
Vi forventer at holde samtaler den 11. september 2025 og 2. samtaler den 18. og 19. september 2025.