Gør en forskel for stressramte mennesker - bliv frivillig facilitator
Rødovre Frivilligcenter & Selvhjælp
Region Hovedstaden
for 6 dage siden
Hos Rødovre Frivilligcenter & Selvhjælp leder vi efter frivillige facilitatorer til en selvhjælpsgruppe for stressramte - du får nye spændende kompetencer og bliver en del af frivilligcentrets arbejde med selvhjælpsgrupper
Har du lyst til at gøre en forskel for stressramte mennesker? Så bliv frivillig facilitator for en selvhjælpsgruppe.
Vi leder efter en frivillig til at lede et gruppeforløb der starter i efteråret 2026. Gruppen mødes 6-8 gange i 2 timer.
Gruppen mødes i Rødovre Sundhedscenter, Else Sørensens Vej 1, 2610 Rødovre.
Du skal kunne deltage i et kursus d. 9. september i Rudersdal kl. 17-21 eller d. 10. september i Gentofte kl. 17-21.
Selvhjælpsgrupper
En selvhjælpsgruppe er et fællesskab, hvor mennesker med samme type livsudfordring mødes med det formål at yde hinanden gensidig støtte gennem samtale. I fællesskabet mindskes følelsen af at stå alene med det, der er svært.
Som facilitator gør du en stor forskel for deltagerne, da du understøtter det gode fællesskab i gruppen og støtter deltagernes vej til øget trivsel og mental sundhed.
Vi leder efter frivillige facilitatorer til at lede en selvhjælpsgruppe for mennesker der er ramt af stress. Som facilitator er du med til at sikre rammerne og sørge for, at der skabes tryghed, tillid og ligeværdig samtale i gruppen. Dvs. at du ikke skal undervise eller give gode råd, men sikre struktur og f.eks. at alle får nogenlunde lige meget taletid.
Dine primære opgaver vil være at:
Facilitere samværet samt sørge for kaffe og te
Indgå i et samarbejde med en anden facilitator om at lede gruppen
Skabe et rart og trygt rum, hvor deltagerne er glade for at komme
Du skal ikke have nogen bestemt faglig baggrund for at blive frivillig facilitator. Du skal blot interessere dig for at støtte andre menneskers vej til bedre trivsel, og så skal du gerne være lyttende og nærværende samt god til at samarbejde.
Vi sørger for at du bliver uddannet til rollen og får værktøjer til at facilitere gruppesamtalen.
Vi tilbyder:
Et kursusforløb som vil ruste dig til opgaven. Forløbet består af 1 online modul, 1 fysisk fyraftensmøde og 1 fysisk møde i Rødovre Sundhedscenter.
Et kompetencebevis efter endt uddannelse
Fælles sparring og refleksion med andre frivillige facilitatorer
Individuel supervision efter behov
Et meningsfuldt fællesskab, hvor du er med til at hjælpe andre
Ny viden, faglighed og erfaring
Mental Balance
Gruppeforløbet foregår i samarbejde med Rødovre Sundhedscenter for deltagere på deres Mental Balance hold. De første 6 gange mødes gruppen med en sundhedskonsulent, hvor de får værktøjer til at bekæmpe stress og fremme deres mentale trivsel. Derefter mødes gruppen 6 gange under ledelse af 2 frivillige som danner rammerne for, at det gode fællesskab i gruppen kan fortsætte.
Du vil selvfølgelig blive uddannet til rollen som facilitator og også få meget mere information om Mental Balance holdene.
Rødovre Frivilligcenter & Selvhjælp
Rødovre Frivilligcenter & Selvhjælp er en selvstændig medlemsbaseret forening. Vores mission er at det skal være nemt, meningsfuldt og fællesskabende at blive og være frivillig i Rødovre. Vi er placeret i Islev i Rødovre, hvor vi både udlåner lokaler til vores medlemmer som alle laver frivilligt socialt arbejde, og hvor vores sekretariat holder til.
Som frivillig facilitator vil dit primære kontaktpunkt være sekretariatet og du vil få mulighed for at mødes med andre frivillige facilitatorer samt få individuel sparring.
Hvis du kan se dig selv i rollen som frivillig facilitator så kontakt os endelig ved at trykke på ”kontakt organisationen” eller find kontaktinformationer på https://rodovrefrivilligcenter.dk/kontakt-os/ - vi glæder os til at høre fra dig
Kontakt Organisation
På frivilligjob.dk finder du frivilligt, ulønnet arbejde.
Frivilligt arbejde er for alle – og frivilligjob.dk opfordrer derfor alle uanset køn, alder, etnicitet, nationalitet, social baggrund, seksuel orientering, handicap og religiøst eller politisk ståsted til at søge.